Cecilia Di Nardo forlænger med Malmø

Den danske landsholdsanføre Cecilia Di Nardo, forlænger med den svenske SSL klub Malmø FBC.

Cecilia er en af Danmarks dygtigste spillere, men hvad skal der egentlig til for at spille i verdens bedste liga. Det har jeg spurgt Cecilia om.

Hvor mange sæsoner har du spillet i Malmø, og hvilken en har været den bedste for dig og holdet?
Jeg har spillet 4 sæsoner i Malmø trøjen og har nu forlænget min kontrakt endnu engang.
Både min og holdets bedste sæson har været den nuværende sæson 19/20. Vi endte på en 5. plads i grundspillet, som er klubbens bedste placering gennem tiderne. Desværre fik vi ikke lov til at vise vores værd i et slutspil inden sæsonen blev aflyst/afsluttet.
Gennem mine 4 sæsoner i Malmø har jeg udviklet mit spil meget. Jeg er gået fra at være en pointspiller som forward, til at være en mere spilopbyggende spiller som center eller back.

Hvordan ser en almindelig uge ud hos dig, når turneringen er i fuld gang?
Vi spiller 1-2 kampe i ugen og har 3-4 floorballtræninger og 2 styrketræninger, alt efter om vi har kamp på hjemme- eller udebane. De fleste udebanekampe kræver afrejse dagen før i bus eller med fly. Ved udebanekampe er vi derfor ofte afsted fra fredag eftermiddag til søndag nat/morgen.

En ”enkel/nem” uge med hjemmekamp ser typisk sådan her ud:
Mandag: Styrketræning inden arbejde & 2 timers floorballtræning om aftenen.
Tirsdag: 2 timers floorballtræning om aftenen.
Onsdag; Styrketræning inden arbejde & 2 timers floorballtræning om aftenen.
Torsdag: 2 timers floorballtræning om aftenen.
Fredag: Restitution
Lørdag: Kamp – mødetid 2 timer før.
Søndag: 30 min jogging/cykling & restitution.

Lige nu er alt sat på stand-by, hvordan holder du og holdet formen ved lige?
Vi har alle individuel træning hjemme som det er nu. Alle på holdet har hver især fået vores egen pulsmåler, vi altid har på til træningerne.
Vi får tilsendt løbe og styrkeprogrammer som er baseret på puls. Eksempelvis kan der stå ”løb ved 80% af din makspuls”. Dette kan vi se via vores pulsmåler og app på telefonen. Vi starter og slutter vores træning via appen, hvor alt data automatisk bliver sendt til vores træner. Han godkender herefter vores træningspas, og giver os evt. Feedback, så vi får mest muligt ud af alle træningspas.

Som det er lige nu, har vi alle pause efter sæsonen. Det indebærer at jeg træner 3 gange i løbet af ugen. Det er genoptræning, styrke og let løb på ca. 5 km.
Fra d. 20 april går vores sommertræning i gang. Det vil sige 4-5 træninger i ugen indtil sæsonstart i september.

Der er mange piger som gerne vil blive super dygtige, har du et nogle gode råd til dem ?
Der er flere elementer der gør dig til en dygtig floorballspiller. Du skal være teknisk med bold, du skal have taktisk spilforståelse og du skal være i god fysisk form.
• Øv dig i at mestre de forskellige skud og berøringer med bolden. Det kan du gøre der hjemme på en mur eller med en ven. Det er vigtigt at have en god teknik når du modtager bolden, så du hurtigt har kontrol og overblik til at spille bolden videre eller skyde på mål.
• Taktik handler om at positionere sig rigtigt på banen og følge den plan din træner har lagt for spillet. Du kan blive taktisk klogere ved at se kampe på nettet fra fx VM, og følge spillere som spiller den position du selv gør. Hvor står hun på banen i forskellige spilsituationer.
• Hvis din kondition ikke er så god, kan det forstyrre dit tekniske spil og din spilforståelse på banen. Derfor bør du styrke din kondition. Det kan du evt. gøre med øvelser, hvor du løber og bruger bolden samtidig.

Tusind tak til Cecilia, for at give os en indsigt i hvad det kræver at spille SSL, og vi ønsker dig alt mulig held og lykke i den nye sæson.

01BE24D4-612F-454C-9637-412392785812På billedet som er taget i denne sæson (19/20), modtager Cecilia Di Nardo en pris, for at have rundet 100 kampe.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.