Midtugens sidste kamp blev spillet i aftes, hvor Vallensbæk tog imod Sydsjælland.
Vallensbæk – Sydsjælland 1-4 (1-0, 0-2, 0-2).
Det var to hold der tidligere havde spillet nogle utrolig tætte kampe, som var sat i stævne, og denne kamp blev da heller ikke anderledes.
Hjemmeholdet fra Vallensbæk havde lidt flere spillere på protokollen, end hvad de plejede at have, denne gang havde de hele 3 udskiftere. Sydsjælland’s hold bestod af næsten to kæder, og udover deres dygtige keeper Sabrina Haugsted, havde de en reserve keeper med, en markspiller som holdet er begyndt at køre ind på pladsen.
Vallensbæk var ret gode til at lukke ned for gæsterne fra Vordingborg i 1. periode, og de chancer gæsterne havde, ja dem fik de ikke omsat til mål. Der i mod fik hjemmeholdet sat et rigtig flot mål ind af Pernille Christensen, og 1. periode ender 1-0.
Det var absolut ikke en af Vallensbæk’s bedste kampe, og i 2. periode faldt de længere tilbage på banen, i takt med at Sydsjælland pressede på. Hjemmeholdet kommer til tider til at stå lidt forkert defensivt på banen, og med to mål af gæsterne, så blev kampen vendt.
I 3. periode forsatte spillet som i 2. periode, gæsterne pressede højt, og Vallensbæk fik kørt nogle kontraer.
Lidt over midtvejs i perioden øger Sydsjælland føringen med et mål mere, og så stod den 1-3.
Sydsjælland fik to udvisninger med cirka 1 minuts mellemrum, hvilket gav Vallensbæk en overtalssituation på 5 mod 3. Men hjemmeholdets spil fungerede bare ikke denne aften, og fik ikke udnyttet situationen.
Gæsterne lukker og slukker med en scoring mere i kampens sidste minut, og kan tage hjem til Vordingborg med 3 point på kontoen.
Med denne sejr til Sydsjælland, rykkede holdet op på en 8. plads.