Den næste spiller er udover at være en super dygtig spiller, også holdets blogger.
Navn: Emma Vistisen
Klub: Copenhagen Floorball Club
Position: Wing (Playmaker)
Hvordan ser du at holdet står til VM?
Jeg ser et stærkt hold, der hvis alt spiller kan nå vores målsætninger. Vi er et stærkt socialt hold, hvor sammenholdet kan føre os langt.
Hvordan har forberedelser været?
Forberedelserne til VM har været gode. Vi har haft en masse tætte kampe, hvor vi har haft mulighed for at afprøve en masse forskellige ting.
Hvem er holdets spøgefugl?
Det må klart være Jass. Der er ingen grund til at uddybe det- Jass og alle andre i truppen ved godt hvorfor.
Hvem er holdets sovetryne?
Det må uden tvivl være Klara. Klara elsker at sove både formiddags- og eftermiddagslure efterfulgt af en masse Partners.
Hvordan står modstanderne i grundspillet, i forhold til jer?
Der er ingen tvivl om, at vi møder stærke modstandere i grundspillet. Stærkere end jeg hidtil har prøvet. Vi står meget tæt med vores modstandere i grundspillet, og her er det alfa omega for os, at vi er klar fra start og har viljen til at kæmpe de ekstra procent for hinanden.
Har du et øgenavn, og hvis ja hvad?
Jeg bliver kaldt Ems, men det er ikke gået min næse forbi, at især mine medspillere kalder mig ’assistkongen’. Jeg håber på, at jeg kan ændre på det navn, og forhåbentlig score lidt flere mål.
Har du nogle ritualer før en kamp?
Jeg ved ikke om det er et decideret ritual, men Matilde og jeg drikker en del kaffe i løbet af sådan en tur, morgen, middag og aften. Inden hver kamp mikser vi ligeså en lækker BCAA med melon sammen, så vi kommer i gear til kamp.
Hvad har du pakket i tasken?
Jeg pakker alt. Hvis man mangler noget, så er det mig, man går til. Jeg er kendt for at have to kufferter med på alle ture, men derimod er der heller ikke én ting jeg har glemt at have med.
Hvem er dit floorball forbillede?
Da jeg var yngre så jeg utrolig mange videoer af andre floorballspillere, og jeg øvede mig på alle de tricks jeg lærte herfra. I nutiden ser jeg ikke så meget floorball, men jeg har dog altid set Mika Kohonen som en, der har sat sit personlige præg på sporten.
Tusind tak for de fine svar til Emma, og al mulig held og lykke.