At være dommer til et VM

Leave a comment

15/05/2018 by Steen Houman

U19 VM er overstået for pigerne, Danmark stillede ikke op med hold desværre, men der var dansk deltagelse via dommerparret Steffen Leholk og Tobias Jørgensen.

Dem fik jeg en snak med, både om at være dommer og om at være til VM.

1) Hvor meget betyder det for Jer som dommere at blive udtaget?

– Jamen det betyder da en hel del. Det kan sagtens sidestilles med de landsholdsspillere som bliver udtaget til VM-slutrunderne. Det er det man brænder for og det som skal være den naturlige ambition når man har dømt i nærheden af 50 internationale kampe som vi har.

2) Hvor mange slutrunder i VM sammenhæng har I været til og hvad er næste mål?

– Dette var vores første officielle IFF slutrunde, men vi var i sommeren 2016 udtaget til Universitets-VM i Portugal, som er en slutrunde, hvor IFF blot fungerer som støtte og formidler for den lokale nation og FISO (Universitets Sports Forening). Der afholdes Universitets-VM i en række andre sportsgrene, hvor det fungerer på samme måde. Turneringen er dog ikke at kimse af, da vi erfarede at top 4 nationerne stillede op med 70-80% A-landsholdsspillere på både dame og herresiden, så niveauet var ret højt.

– Vores næste mål er helt klart at komme med til U19 VM for herre til maj 2019. Desværre ligger det i Toronto, Canada, og der er lidt et mønster i at der kun sendes de absolut topdommere i verden, når de store turneringer foregår uden for Europa. Ellers er Dame VM til december 2019 også et mål.

3) Hvordan kan man som dommerpar arbejde på at blive bedre ?

– Først og fremmest er vi jo så heldige, at flere og flere klubber streamer deres kampe. Derfor er det også nemmere at gå tilbage og evaluere på hvordan det gik. Vi føler at det er vigtigt at man som dommerpar evaluerer på hver kamp og samarbejder omkring at være i konstant udvikling. Her er det også vigtigt at man kan tale lige ud af posen til hinanden – Det skal makkerskabet være stærkt nok til, ellers kan man ikke rykke sig.

– Derudover er det naturligvis vigtigt at være åben for inputs udefra. Her tænker vi især på når dommercoachene eller IFF-observerne er ude at kigge på os. Ofte ser folk ting anderledes udenfor banen og der kan være ting man som dommer kan bruge fremadrettet. Jo bedre og mere rutinerede man bliver, jo mere går man ned i de små dommertekniske detaljer i kampene.

4) Hvad gjorde at i blev internationale dommere?

– Vi går begge ind til dommergerningen som meget ambitiøse mennesker. Og da vi gik sammen før sæsonen 14/15 satte vi os nogle mål, og her var det klart et mål at vi skulle blive IFF dommere inden for en overskuelig fremtid – Hvilket vi blev i januar 2015. Selve udtagelsen står Dommerudvalget for, og de har så tænkt at det var en god idé at Danmark fordoblede sit antal af Internationale dommere. Man kommer dog ikke så langt uden at man har ambitioner, vilje og motivation til at ligge det arbejde i det som kræves. Derudover kan det muligvis være en fordel at vi begge har spillet i den bedste række herhjemme.

5) VM for U19 kvinder, hvordan var niveauet på kampene?

– Enormt svingende ! Vi ledte to kampe i A-divisionen og to kampe i B-divisionen hvoraf den ene var en semifinale. I A-divisionen var niveauet langt hen af vejen rigtig fint. Naturligvis med Sverige og Finland langt foran de andre i det tekniske og fysiske niveau. Personligt var vi meget overraskede over hvor godt et hold som Polen spillede. De blev knebent nr. 4 ved bl.a. at slå værterne fra Schweiz ud i gruppespillet. Omvendt var niveauet på nogle af de nederste fire hold til A-VM ikke prangende.
I B-spillet var der få gode individualister, men der var sandelig også nogle af holdene som var udfordrede, både på det taktiske, tekniske og motoriske plan. Nogle af holdene deltog også for første gang. Men fedt at 16 lande kunne mønstre U19 damehold.

6) Hvordan er en dag for Jer under VM?

– Dagene ligner egentlig meget hinanden når man er afsted internationalt. Vi har erfaret at det er rigtig vigtig med en masse restitution. Ligesom når spillerne er til VM, så er vi dommere også aktive hver dag og vi blev faktisk målt med noget nyt udstyr der siger at hver enkelt dommer faktisk i gennemsnit løber 5.6 km i løbet af en kamp.
Derfor bruger vi en del tid på hotelværelset hvor vi enten lader op til en kamp eller slapper af efter en kamp. Nogle gange streamer vi de andre kampe for at se holdene eller vores dommerkollegaer an.

– Vi bliver oftest hentet på hotellet 90 min før kampstart og har derfor ca. 75 min i hallen inden kampen starter. Den tid bruger vi på at se det sidste af den foregående kamp, gå rundt at hilse på relevante folk – herunder observer, dommerbord og jurymedlemmer, på den måde begynder man også så småt at komme i ”zonen” og omstiller sig på at der snart er kamp. Så varmer vi op i ca. 20 min med udendørs løb og udstrækning, hvorefter vi klæder om til kamptøj, tjekker banen og gør klar til indløb.
Efter kampen bruger vi de første 10 min på at evaluere selv, hvorefter observeren kommer ind og giver feedback, inden vi tager tilbage til hotellet, eller søger op på tilskuerpladserne til næste kamp.
Hver dag afsluttes med et Referee Meeting kl. 22, hvor jurymedlemmerne og observerne kommer med inputs til dommergruppen, inden næste dags dommerpåsætning afsløres.

7) Under et Vm kommer man tættere sammen med sine dommerkolleger, hvad erfaringsudveksler i omkring?

– Man kommer helt klart tæt ind på hinanden. Vi dommere bruger ekstremt meget hinanden til feedback og nye værktøjer i de pågældende situationer. Når man som denne gang er 8 dommerpar afsted, bliver der stort set hele tiden erfaringsudvekslet med hinanden. Folk er også gode til selv at bringe på banen hvis der har været dilemmaer eller udfordringer i kampene. Derudover er der en helt speciel humor blandt så stor en gruppe dommere, hvilket er guld værd når man er afsted så længe. Der bliver helt klart dannet nye venskaber på kryds og tværs og vi dommere ser ofte gruppen som værende et hold, ligesom spillerne har deres hold.

8) Har i en skæv historie fra det netop overståede U19 VM ?

– Man oplever en masse skæve ting når man er afsted på sådan en tur. Den sidste dag blev vi af organisatorerne kørt 40 min op i bjergene hvor vi skulle spise i en stor stald. Her var det kun en plexiglas rude der adskilte en stor pattegris med grislinger, fra resten af ”restauranten”, hvilket var en noget anderledes oplevelse.

– Til den sidste kamp fik vi også en gave fra dommerbordet. Det var en kæmpe mandel/honningkage til os hver. Den var så stor og tung at da vi tabte en på gulvet, rungede det på hele hotelværelset. Derefter besluttede vi os for at lade den blive på hotellet, da vi ikke ønskede at betale overvægt i lufthavnen.

9) Danmark var ikke med til U19 VM for damer, er det noget i bliver spurgt om?

– Næh faktisk ikke. Kun ganske få gange måtte vi forklare at det ikke er på det område vi har flest spillere i Danmark. Vi mødte faktisk den tidligere U19 Dame landstræner, Charles Hansen, dernede og det blev til mange gode snakke.

10) Hvis i skulle give et råd til andre dommere, især nye dommere, hvad ville i så sige ?

– Klø på ! Hvis man har ambition og motivation og evner at lytte til og implementere den feedback man får fra kollegaer og dommercoaches, så kan man avancere forholdsvist hurtigt inden for dommergerningen. Men man skal dømme rigtig mange uinteressante kampe, før man kommer til tops og kan få de gode oplevelser, hvilket også gælder internationalt.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

w

Connecting to %s

Blogstats

  • 726,171 hits
%d bloggers like this: